BAJO VILLAGE | Bajo folket er et særligt folk som bor på vandet her i Indonesien. De er kendt for at leve af at fiske og at være eminente fridykkere og undervandsjægere. Traditionelt set boede bajo folket i træhuse på pæle over vandet, helt uden kontakt til land, men landsbyen her i Wangi Wangi er forbundet til land og der er både en del betonhuse, betonbroer og adskillige scootere i landsbyen. Der bor 10.000 mennesker i landsbyen, som er opdelt i 5 distrikter. De har egne skoler, eget marked og egne moskeer indenfor byens rammer.Vi fik en rundvisning af skønne Ayo, som bor i byen. Hun fortalte at mange på land ofte ser ned på deres simple livsstil, driller børnene med at de lugter af fisk og flere var lidt flove over at vise deres hjem frem. Det gør ondt i mit hjerte at vi mennesker gør sådan noget overfor andre og jeg er så taknemmelig for at vi blev mødt med åbne hjerter.