Om os

Om os

Hvad får en helt almindelig familie til at forlade de trygge rammer og sætte sejl i fire år?
At tage livet én dag af gangen

Vi er vokset som familie

Dengang vi stadig stod derhjemme med en spirende drøm havde ingen af os nogensinde forestillet os at vi ville fortsætte det her eventyr i 4 år og at vi ville sejle hele vejen til Malaysia. 

Ingen af os vidste hvor drømmen ville bære os hen, vi vidste bare at vi skulle forfølge den før det pludselig blev for sent. Men vi lovede hinanden at det altid ville være okay hvis drømmen ændrede sig undervejs, så længe vi turde at prøve det af.

Mange har spurgt os hvordan vi turde at tage springet, men jeg tror aldrig at vi har set det sådan. Vi har nok mere vendt det om og fokuseret på ikke at leve vores liv i frygt.

Vi har gjort det for at opleve verden, men mest af alt for at have tid sammen. Den del kommer vi aldrig til at fortryde.

whatsapp image 2026 06 25 at 07.48.57 (6)

Hvis der er en ting vi har lært undervejs, så er det, at det ikke betyder så meget hvor vi er i verden, så længe vi er sammen.​

Drømmen om atoller og palmestrande

Det hele startede med en bog

Det er mange år siden vi læste en bog om fire unge danskere der tog et år ud af kalenderen for at sejle i Stillehavet. Siden da har drømmen spiret i os begge, men tiden passede ligesom aldrig helt. For det kræver noget af en at træde udenfor normen og gøre tingene på en anden måde.

I sommeren 2016 kiggede vi på hinanden og blev enige om at hvis den her drøm skulle leve videre i os, så skulle vi have en båd den efterfølgende sommer.

Babar båd

Allerede i efteråret købte vi vores første båd Babar. En Benetau Oceanis 500 fra 1990. En skøn båd, som havde været formidabel til formålet, men som især jeg aldrig følte mig helt hjemme i. Til bådsynet fandt vi ud af at jeg var gravid med Sonja. Jeg er aldrig blevet så søsyg på blikstille vand inde i et havnebassin. Desværre havde Babar osmose og det tog en hel det tid at få det repareret på et værft i Orust. Jeg havde forestillinger om før barsel på båden, drømme om den svenske skærgård, men i stedet blev det Martin der alene sejlede båden hjem fra Sverige da Sonja var 14 dage gammel. I stedet for langsomt at kunne vende os til sejlerlivet med kun et barn, blev vi kastet lige ud i det hele samtidig. 

At ændre kurs

Drømmen om bådlivet blev aldrig helt som jeg havde drømt om, i stedet for sol på dækket og krabbefiskeri fulgte en lang periode med bekymringer og voldsomme migræne anfald. 

Vi havde nogle skønne sommerture rundt i Danmark & Sverige, men usikkerheden for mig omkring båden forsvandt aldrig helt. Alligevel lurede drømmen om langturssejlads stadig.

design uden navn
At forfølge en drøm

Drømmen om en katamaran

I 2022 besluttede vi at give drømmen en chance og tog to måneders orlov for at sejle rundt i Danmark. 

Vi kom ikke længere end frem og tilbage til Rødvig, for den første tid gik med reparationer og søgen efter umulige reservedele. Da vi endelig var sejlklar blev vi inviteret til Maldiverne sammen med min far, hans kone og mine søstre. 

Da vi sad der på stranden på den smukkeste lille paradis ø i Maldiverne, med fødderne i sandet gik det op for os, at det her var alt hvad vi drømte om. Tid til bare at være, nærvær og et krystalklart hav fyldt med dyreliv. 

Inden da føltes drømmen om at sejle på en måde uopnåelig, især i en katamaran som vi inderst inde drømte om. De var for dyre, for uopnåelige. Men lige der på Maldiverne blev det utænkelige pludselig muligt. Resortet havde en katamaran og det at sidde og kigge på den fik mig til at kunne mærke det sådan rigtigt.  Nogle måneder tidligere havde jeg haft en meditation hvor jeg så et billede af os som familie på en sandstrand, midt i leg, med en katamaran i baggrunden. Pludselig var det billede virkelighed.

Da vi kom hjem gik der ikke mere end en måned før vores hus var til salg, båden var til salg og nettet blev trevlet igennem efter katamaraner.

remotemediafile 6553655 0 2021 07 14 13 38 50 (2)
remotemediafile 6553639 0 2021 07 14 13 33 22 (2)
remotemediafile 6553658 0 2021 07 16 16 49 12

Om vores katamaran Elsa

Er du nysgerrig på hvem vi er?

Om os

Martin og jeg mødte hinanden tilbage i 2004. Vi har rejst, renoveret hus og uddannet os sammen. I 2014 blev vi gift og året efter kom Svend til verden. Sonja kom til to år senere. 

Vi elskede vores liv i København. Vi var begge glade for vores jobs, børnene gik i gode institutioner og Svend nåede at starte i en virkelig god skole. Vi rejste ikke for at slippe væk fra hverdagen, for vi elskede vores hverdag. Vores naboer, vores familier og det liv vi havde. Vi rejste fordi vi drømte om mere, mere eventyr, mere kultur og mest af alt mere tid sammen.

Vi er alle ret spontane, vi lader os følge af vores mavefornemmelse og er ikke bange for at kaste os ud i nye projekter. Vi får mange skøre ideer og kan godt lide at ændre på tingene. Vi elsker at bruge tid i vandet, især mellem farvestrålende fisk og smukke koraller. Vi elsker spil, især uno, casino og skyjo er favoritter ombord. 

whatsapp image 2026 06 25 at 07.48.56 (19)

Vores lille familie

Mens jeg drikker te, drikker han kaffe, mens jeg elsker dessert er han mest til forretter, men vi er heldigvis grundlæggende meget ens i forhold til værdier og drømme

img 5547

Martin (42)

Skipper og alt muligmand ombord. Der er altid lige et eller andet der skal ordnes eller fixes ombord og det er klart mest Martins metier. Han skal helst være i gang med et eller andet, gerne noget der kan bygges eller ude at møde nye mennesker. Han skal helst vide hvem der er på alle bådene og har et stort hjerte i forhold til lige at springe til eller tænke på andre. Han er god til at føre alle mine skøre ideer ud i livet og få tingene gjort. Han er god til lige at forkæle og passe på alle i familien og dem omkring os. Derhjemme arbejde han som landskabsarkitekt og har holdt det en lille smule ved lige herunder rejsen som konsulent.

img 5115

Svend (11)

Han elsker at bygge, fridykke, fiske & finde på nye ting. Han er opfindsom og nysgerrig. Han er hjælpsom og træder altid til når vi lige har brug for en hånd. Han giver nogle virkelig gode kram, er snaksalig som ingen anden og man kan være sikker på at han finder venner i både voksne og børn hvor end vi går.

img 5114

Amalie (38)

Det er primært mig der har sat ord på vores rejse, jeg er den med størst alene behov, den mest alternative og måske også den der kan skabe mest ro ombord. Jeg elsker at snorkle og dykke og der skal ingenting til at jeg bliver rørt når det handler om mennesker. Derhjemme arbejdede jeg som arkitekt i Albertslund Kommune, men når vi vender snuden hjemad drømmer jeg om at fokusere mere på mit spirituelle arbejde. For mig er det ikke en kappe jeg tager på, men en dyb del af den jeg er. Jeg elsker god is, tiramisu og en god kop te.

img 4191

Sonja (8)

Hun elsker alle dyr, især katte. Hun er kæmpe Harry Potter & Star Wars fan. Hun har en vild fantasi og kan lege i timevis ude foran og skal absolut ikke forstyrres. Hun er kærlig, hjælpsom, en haj til Skyjo & god til at bage pandekager.

Vi hører utrolig mange lydbøger ombord, især Harry Potter er en klar favorit og jeg tør ikke gætte på hvor mange gange vi har hørt alle 7 bøger igennem