Salomonøerne

Vi lagde ud med en noget skræmmende oplevelse på vej ind til Noro. Det var sindssyg varmt, så vi holdt en pause for at bade. Vi var ude på kilometer dybt vand og både Julie, som vi havde ombord på det tidspunkt, og jeg hopper i. Sonja står på badeplatformen og skal til at hoppe i, da hun siger ‘Mor, hvad er det der nedenunder dig?’. Hvorefter Martin kigger ned og ser en kæmpe haj under os. Heldigvis ikke en sulten en af slagsen, så havde den nok angrebet allerede, men jeg sværger at jeg aldrig er kommet så hurtigt op af vandet. Det viste sig at være en stor tigerhaj og den oplevelse sad altså i kroppen ret længe efter.

Da vi ankom til Noro blev vi taget virkelig godt imod af customs, men han fortalte os desværre også at der var malaria udbrud i byen. Det satte lidt en dæmper for vores oplevelse af landet og det er ærgerligt, for der var ellers virkelig skønt. Men vi lukkede båden til med myggenet og holdt os inde om aftenen for en sikkerhedsskyld. For hvem har lyst til at få malaria?

Vi havde hørt rigtig meget om tyverier fra andre sejlere og vi var en anelse nervøse da vi først ankom. Vi oplevede heldigvis ikke noget ubehageligt udover frygten for malaria, men da vi første gang var på marked mærkede vi allerede begge at frygten sad lidt i os. Vi følte begge lidt at folk skulede og første møde med blodrøde beetlenut tænder og kulsort hud virkede på en måde lidt skræmmende. Der gik det pludselig op for mig hvor farvet man egentlig bliver af andres frygt, for hvad var det egentlig vi trådte ind i? Vi gik rundt på markedet og selvom folk ved første øjekast ikke lige smilede, så skulle de jo bare lige se os an. Der kommer ikke mange turister til Noro, så hvad forventede vi egentlig? Det viste sig at folk bare lige skulle se os an, så var de simpelthen så søde, smilende og stemningen var virkelig fin.

Det fik mig til at tænke over hvor meget det betyder hvad vi sender ud i verden og hvordan vi modtager andre. Det synes jeg egentlig at vi plejer at være gode til, men lige der blev jeg bekræftet i hvor vigtigt det er og je blev både glad og stolt over at vi begge fik den vendt efter ganske kort tid.

Salomonøerne er kendt for deres træskæringer, der er simpelthen så mange dygtige træskærere og de er temmelig ihærdige sælgere. Jeg elsker træudskæringer og selvom vi ikke var så længe i landet, så er det nok et af de steder vi har købt flest souvenirs. Vi havde en virkelig fin oplevelse i Boboi village, hvor en af de mænd vi mødte kom fra og inviterede os ind til. Da vi kom guide han os ind ad den smalleste og laveste passager vi nogensinde har sejlet igennem og blev derefter vist rundt i den lille landsby. Vi købte et smukt ansigt af hans bror, en lille båd af ham og så mødte vi en af landbyboerne der boede på den anden side af floden som vi købte adskillige ting af. Han var simpelthen så sød og stemningen var så rar i den lille by. Efter rundvisningen havde vi alle børnene i landsbyen ude omkring båden, for at lege i kanoer og på airtracken. Det er en oplevelse jeg aldrig glemmer.