Vi har sejlet hele dagen, nu er det nat. Månen sender en smuk lysende spejling ned i det stille hav. Motoren larmer, den ene kører, selvom sejlene er oppe, for der er ikke meget vind. Vi følges med et par andre både, helt tilfældigt. Det gør natten mindre ensom. Stjernerne lyser klart og jeg har en lydbog i ørerne.Vi forlod Boulogne-sur-mer lige før 9. Det var mig Amalie, der sejlede ud. Det var nemt, men det gav mig alligevel hjertebanken i øjeblikket. Det var mig der sejlede det meste af dagen, indtil jeg fik en lur sent om eftermiddagen. Da jeg stod op havde Martin lavet mad. Efter maden, lørdagsslik og et spil Uno gik de andre i seng. Ikke længe efter begyndte fiskestangen at løbe. Jeg troede egenlig at den var hevet ind, men det viste sig at vi havde en makrel på sprutten. Martin kom op og Sonja med og så vækkede vi Svend så han også var med til at opleve den første fisk på vores nye stang. Desværre hoppede den af og vupti ned i vandet da den var halet ind og vi beundrede den hængende på krogen. Martin overtog vagten 00.30. Begge børn havde et par timers rolig natsejlads sammen med ham i løbet af natten. Svend fandt Karlsvognen i natten og fulgte månen gå ned, mens Sonja var oppe i timerne før solopgang. Nu sover Martin og børnene ser lidt film mens jeg sejler. Sejlene er nede igen, der er minerede områder og utrolig mange vrag på søkortet og vi har den svage vind ind bagfra.Sejladsen har budt på ikke mindre end tre mayday og to panpan indtil nu, det er ellers ikke noget vi har oplevet før. Alle langt udenfor vores rækkevidde, men det sætter alligevel tankerne igang. Tanker om sikkerheden ombord, tanker til dem der står i frygtelige situationer og om livets skrøbelighed generelt..