Ambon To Wakatobi

AMBON TO WAKATOBI | Vores sejlads er gået meget bedre end vi kunne have håbet på. Vi lagde ud med en del bølger og stiv modvind og der blev jeg ærligt lidt nervøs. Både for min ryg/ balle og for turen generelt, men ud på aftenen lagde det sig igen og siden har havet været smukt og fladt. Den helt direkte linje lovede en god del modstrøm, så vi lagde en lidt nordligere kurs langs øen Buru, der skulle sikre medstrøm. Det er aldrig helt til at vide om teori og praksis går hånd i hånd, men det har det heldigvis gjort i dette tilfælde og vi har kunne nyde godt af 1 knobs medstrøm stort set hele vejen.Den anden nat havde vi den mest magiske nattevagt, med den smukkeste stjernehimmel foroven og ubeskrivelige mængder af lysende morrild i havet omkring os, som reagerede på vores lys. Jeg har næsten ikke ord for for magisk en oplevelse det var og jeg er glad for at vi alle fire fik oplevelsen. Her til eftermiddag spottede Martin finner og vi sænkede farten og lå midt i en stor flok med delfiner og grindehvaler. Komplet magisk og en skøn afslutning på tre dages sejlads og 317 tilbagelagte sømil. Nu ligger vi sikkert fortøjret i en lille nedlagt havn i byen Wangi Wangi og glæder os til at udforske øen de kommende dage.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *